Vilkår & betingelser

Her finder du vilkår og betingelser for leje af vores opbevaringsrum. Vilkår og betingelser for vores Pick up Storage kan du finde her:

Vilkår & betingelser for Pick up Storage

DSV SMARTER STORAGE’S ALMINDELIGE BETINGELSER OG VILKÅR FOR LEJE AF OPBEVARINGSRUM

Nærværende almindelige betingelser og vilkår gælder for leje af opbevaringsrum (”Opbevaringsrum”) hos DSV Smarter Storage A/S, CVR-nr.: 41 06 58 50 (”DSV”) og er en integreret del af lejeaftalen (samlet ”Aftalen”) mellem dig, som kunde (”Kunden”), og DSV indgået via DSVs hjemmeside, www.dsvsmarterstorage.com (”Hjemmesiden”).

Det er en forudsætning for leje af et opbevaringsrum, at disse almindelige betingelser og vilkår er accepteret af Kunden ved indgåelsen af aftalen. Hvis Kunden bestiller flere Opbevaringsrum hos DSV, betragtes hver bestilling som et særskilt aftaleforhold, og der udfærdiges en særskilt aftale for hvert opbevaringsrum.

Vi gør opmærksom på at leje af Opbevaringsrummet betragtes som udlejning af opbevaringsrum iht. erhvervslejeloven § 61, stk. 1, nr. 2, og erhvervslejeloven er derfor gældende for leje af Opbevaringsrummet uanset om Kunden er erhvervsdrivende eller forbruger, i det omfang loven ikke er fraveget ved denne Aftale.

1. Kundens ansvar
1.1 Kunden bekræfter at være fyldt 18 år og at være myndig på tidspunktet for bestilling af Opbevaringsrummet og indgåelse af Aftalen.
1.2 Ved bestillingen er Kunden blevet oprettet med en personlig profil på hjemmesiden, som tilgås ved Kundens e-mail og selvvalgte adgangskode (”Adgangskoden”). Kunden er forpligtet til at holde Adgangskoden hemmelig og ikke dele den med tredjemand i strid med hvad fremgår af disse almindelige betingelser og vilkår. DSV er ikke ansvarlig for misbrug af Kundens profil på hjemmesiden eller af Adgangskoden.
1.3 Kunden er forpligtet til at holde sine oplysninger, herunder særligt adresse, telefonnummer, e-mail og betalingskort data opdateret under dennes profil på hjemmesiden. Meddelelser, som DSV sender til den seneste af Kunden oplyste e-mail, er altid bindende for Kunden. Opgivelse af bevidst ukorrekte oplysninger er en væsentlig misligholde af Aftalen.
1.4 Kunden accepterer, at e-mail er passende og tilstrækkeligt kommunikationsmiddel til alle formål, medmindre lovgivningen indeholder ufravigelige regler herom.
1.5 Kunden garanterer til enhver tid at have fuldstændig ejendoms- og råderet over det gods, der opbevares i Opbevaringsrummet, og Kunden påtager sig ethvert ansvar for godset. Kunden har således ikke ret til at lade tredjemands gods opbevare i Opbevaringsrummet.
1.6 DSV påtager sig intet ansvar for det opbevarede gods, herunder opsyn og/eller overvågning af godset.

2. Aftalens varighed
2.1 Aftalen er indgået for en indledende periode på én måned til udløb af kalendermåneden, og Aftalen forlænges herefter automatisk med én kalendermåned ad gangen, indtil Aftalen bliver opsagt af enten Kunden eller DSV i overensstemmelse med punkt 14, eller Aftalen bliver ophævet grundet misligholdelse i henhold til punkt 9.

3. Opbevaringsrummet og opbevaret gods
3.1 Kunden har brugsret til Opbevaringsrummet nærmere identificeret i Aftalen, som er en del af lageret, herunder lagerets udearealer (”Lageret”).
3.2 Opbevaringsrummet må alene bruges til opbevaring af gods i overensstemmelse med denne Aftale, og brug af Opbevaringsrummet må under ingen omstændigheder have ulovlig karakter.
3.3 Den samlede værdi af gods opbevaret i Opbevaringsrummet må på intet tidspunkt overstige den forsikrede værdi under din forsikringsaftale, jf. punkt 13.
3.4 Opbevaringsrummet må alene bruges til opbevaring af gods, og Opbevaringsrummet og Lageret må under ingen omstændigheder bruges til følgende:
a) Der må ikke drives salg, fremstilling eller anden lignende erhvervsaktivitet fra Opbevaringsrummet eller Lageret,
b) Opbevaringsrummet og Lageret må ikke anvendes til andet ophold, end hvad angår håndtering af opbevaret gods,
c) Opbevaringsrummet og Lageret må ikke bruges til registreret virksomheds- eller kontoradresse eller på anden vis bruges som registreret adresse,
d) Opbevaringsrummet må ikke anvendes til ulovlige, strafbare, skatte/afgifts-unddragelses eller hermed sidestillede aktiviteter,
e) Opbevaringsrummet og Lageret må ikke bruges til støjende, støvende, forurenende eller utryghedsskabende aktiviteter eller opbevaring eller til ophold eller overnatning,
f) Opbevaringsrummet må i øvrigt ikke anvendes til sådanne aktiviteter og opbevaring, som efter DSV’s rimelige vurdering ikke er hensigtsmæssig eller forenelig med DSV’s eller andre brugeres anvendelse af Lageret.
Ved tvivl om mulighed for anvendelse af Opbevaringsrummet opfordres Kunden til på forhånd at forespørge DSV herom. I tvivlstilfælde er DSV’s afgørelse bindende for Kunden.
3.5 Gods opbevaret i Opbevaringsrummet skal være tørt og følgende gods må ikke opbevares i Opbevaringsrummet:
a) Smykker, sølv/guld-genstande, pelse, kunstartikler eller andre genstande af høj værdi,
b) Kontanter,
c) Våben, ammunition, fyrværkeri eller sprængstoffer,
d) Trykflasker, akkumulatorer, batterier, brændstof, brandfarlige eller eksplosive materialer,
e) Maskiner som ikke er fuldstændig tømt for olie, benzin og lignende væsker før oplagringen eller elektriske apparater, hvor batterier ikke er afmonteret; det er dog tilladt at opbevare (veteran)biler og/eller motorcykler som ikke er vrag, i rum i stueetagen med direkte adgang udefra, hvis der under bilen og/eller motorcyklen anbringes en dertil egnet beskyttelsesbakke eller måtte, for at forhindre eventuelle olielækager i at påvirke omgivelserne, og at mængden af brændstof i eventuelle brændstoftanke holdes på et minimum,
f) Let fordærvelige fødevarer, planter og andre let fordærvelige effekter, eller kraftigt/ ildelugtende genstande,
g) Dyr eller andre levende væsner under nogen form,
h) Andet gods, der på anden vis kan være skadeligt eller miljøfarligt, eller som udleder røg, dampe, støv eller lugt,
i) Ulovlige genstande, herunder hælervarer, eller gods der på anden måde stammer fra strafbare forhold eller krænker tredjeparts immaterialretligheder,
j) Sådanne andre genstande som efter DSV’s rimelige vurdering ikke er hensigtsmæssig eller forenelig med DSV’s eller andre brugeres anvendelse af Lageret.
Ved tvivl om mulighed for opbevaring af bestemte typer gods opfordres Kunden til på forhånd at forespørge DSV herom. I tvivlstilfælde er DSV’s afgørelse bindende for Kunden.
3.6 Godset opbevaret i Opbevaringsrummet må ikke overstige gulvets maksimale bæreevne på 750 kg/m2.
3.7 Der må ikke i eller i forbindelse med Opbevaringsrummet tilsluttes elektriske apparater eller andre forsyningsapparater.
3.8 Opbevaringsrummet skal altid holdes låst, når Kunden ikke udfører aktiviteter vedrørende det opbevarede gods.
3.9 DSV oplyser, at Lageret i videst muligt omfang holdes tørt og frostfri, men giver derudover ingen tilsikringer eller garantier vedrørende Lageret eller Opbevaringsrummets egenskaber. DSV har ingen forpligtelser vedrørende Kundens forhold til eller interaktioner med andre brugere af Lageret.

4. Adgang til Lageret og Opbevaringsrummet
4.1 Kunden opnår adgang til Opbevaringsrummet ved benyttelse af Adgangskoden i den af DSV udbudte App, DSV Smarter Storage (”App’en”). Kunden skal anvende en smartphone (der understøtter operativsystemet Android 6.0 (eller nyere) eller Apple IOS 10 (eller nyere)) og have downloadet App’en (der i sig selv er gratis). App’en åbner ved brug af Bluetooth porte og indgangsdøre til såvel Lageret, indre adgangsveje og Opbevaringsrummet. Kundens smartphone skal have aktiveret Bluetooth, og Kunden er selv fuldt ansvarlig for funktionaliteten af sin smartphone ved brug af App’en. Detaljeret vejledning om brug af App’en findes på Hjemmesiden.
4.2 Kunden skal snarest mulig efter Aftalens startdato besigtige Opbevaringsrummet mht. rengøring, stand og eventuelle mangler. Hvis Kunden finder, at Opbevaringsrummet ikke er i overensstemmelse med det aftalte på Aftalens startdato, skal Kunden skriftligt gøre indsigelse til DSV via Hjemmesiden inden 7 dage fra Aftalens startdato, og Kunden skal opbevare den fra DSV modtagne kvittering for indsigelsen. Hvis DSV ikke har modtaget skriftlig indsigelse fra Kunden indenfor 7 dages fristen, anses Opbevaringsrummet for at være i rengjort og mangelfri stand på startdatoen for Aftalen.
4.3 Kunden har adgang til Opbevaringsrummet inden for Lagerets til enhver tid gældende normale åbningstid, som fremgår af Hjemmesiden. Kunden skal have forladt Lageret før lukketid, da alarmer ellers kan aktiveres og udgang kan være vanskeliggjort.
4.4 Adgangskoden er personlig, og Kunden må ikke udlevere eller stille denne til rådighed for nogen tredjemand eller på anden vis give tredjemand adgang til Lageret i strid med, hvad der følger af disse betingelser og vilkår. Kunden er berettiget til, igennem App’en, at give tredjemand adgang til Opbevaringsrummet og Lageret, men Kunden er ansvarlig over for DSV for sådan tredjemands adfærd og brug af Lageret, herunder skader tredjemand måtte forvolde på Kunden, DSV eller andre eller deres ejendom. Kunden er ansvarlig for ethvert misbrug af Adgangskoden og App’en, og i øvrigt for enhver overtrædelse af dette punkt 4.4.
4.5 DSV er ikke ansvarlig for eventuelle midlertidige tekniske svigt i adgangssystemer på Lageret eller Opbevaringsrummet eller andre midlertidige adgangshindringer, der forhindrer Kunden i at tilgå deres gods, forlade området, bruge elevatorer eller lignende, og berettiger således ikke Kunden til at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende, herunder kræve forholdsmæssigt afslag i lejebetalingen.

5. Vedligeholdelse af Opbevaringsrummet og Lageret
5.1 Kunden er ansvarlig for at holde Opbevaringsrummet tørt og rengjort samt holde orden i og være påpasselig ved brugen af Opbevaringsrummet. Kunden skal ligeledes være på påpasselig, hensynsfuld og udvise omhu ved brug af Lageret og i omgang med andre brugere af Lageret.
5.2 Kunden må ikke foretage ændringer eller installationer i Opbevaringsrummet
5.3 Hvis der sker skade på Opbevaringsrummet, er Kunden ansvarlig herfor, medmindre Kunden dokumenterer, at det skyldes forhold udenfor dennes kontrol. Kunden er tillige ansvarlig for skade på Lageret, som Kunden, eller nogen denne måtte give adgang til Lageret, forårsager.
5.4 DSV forestår vedligeholdelse af Lageret.
5.5 DSV har i tilfælde af lækage, pludselig opstået fare og risiko for skade og i andre akutte situationer ret til at få eller skaffe sig adgang til Opbevaringsrummet uden forudgående varsel og tilladelse fra Kunden. Kunden vil snarest mulig blive informeret om en sådan adgang. DSV har ligeledes ret til at få adgang til Opbevaringsrummet efter 7 dages forudgående skriftligt varsel over for Kunden med henblik på eftersyn, reparation, vedligeholdelse mv. af Opbevaringsrummet eller Lageret. Hvis forholdene kræver det, kan DSV midlertidigt eller varigt flytte Kundens gods til et andet opbevaringsrum med samme egenskaber som Opbevaringsrummet i Lageret, og denne Aftale vil fra sådan flytning i så fald være gældende for det nye opbevaringsrum.

6. Leje og betalingsbetingelser
6.1 Lejens størrelse er specificeret i Aftalen og skal betales månedsvis forud den sidste hverdag i måneden.
6.2 Udlejning til private er momsfritaget. Ved udlejning til erhvervsdrivende fremgår momsforholdene af lejeaftalen.
6.3 Lejen er fast i Aftalens første 3 måneder. Derefter forbeholder DSV sig ret til at ændre lejen og evt. gebyrer med 30 dages skriftligt varsel. Kunden kan ikke kræve leje og/eller gebyrer ændret. Hvis ikke Kunden kan acceptere ændringen, må Kunden opsige Aftalen, jf. pkt. 14.
6.4 Betaling sker automatisk via det betalingskort, Kunden oplyser ved bestilling eller senere. Betalingskortet kan til enhver tid ændres under Kundens profil på Hjemmesiden. DSV tillader ved Aftalens indgåelse betaling med Dankort, VISA/Dankort, MasterCard, Maestro eller VISA.
6.5 DSV fremsender ikke særskilt lejeopkrævning hver måned. Kunden vil dog altid kunne se planlagte opkrævninger og gennemførte betalinger under Kundens profil på Hjemmesiden. I tilfælde af, at DSV er berettiget til at opkræve gebyrer ifølge denne Aftale i tillæg til lejen nævnt i punkt 6.1, vil Kunden modtage en advisering pr. e-mail senest 3 dage før sådanne gebyrer opkræves på Kundens betalingskort.
6.6 DSV er berettiget til at opkræve et forud fastsat gebyr i en række situationer, hvor Kundens forhold påfører DSV en meromkostning. De pågældende gebyrer fremgår i de relevante punkter i disse almindelige betingelser og vilkår og er tillige listet nedenfor, og anses for aftalt mellem Kunden og DSV, og betaling heraf er pligtige ydelser under Aftalen. Hvis Kundens forhold påfører DSV meromkostninger, der overstiger de pågældende gebyrer, kan DSV opkræve disse meromkostninger hos Kunden i tillæg til gebyrerne.
Gebyrer (ekskl. moms):
Rykkergebyr (pkt. 6.11) 100,00 kr. pr. rykker
Uretmæssig brug af vogne (pkt. 8.4, a) 350,00 kr. pr. døgn
Udløsning af alarm (pkt. 8.3) 500,00 kr. pr. gang
Rengøring (pkt. 14.4) 400,00 kr. pr. gang
Tømning af Opbevaringsrummet (pkt. 14.5) 1.000,00 kr. pr. gang

6.7 Kunden kan gøre indsigelse mod adviserede eller foretagne opkrævninger ved at sende en e-mail til smarterstorageDK@dsv.com. Kunden har ligeledes ret til at gøre indsigelser gældende overfor sin betalingskortudbyder iht. betalingslovgivningen.
6.8 Hvis det betalingskort, der er tilmeldt til automatisk kortbetaling, er udløbet, spærret eller betalingen af anden grund ikke kan gennemføres, fremsender DSV advisering til Kundens e-mail, hvorefter Kunden straks og senest 3 dage efter adviseringen skal betale udeståendet og anvise et nyt gyldigt betalingskort til brug ved fremtidige betalinger. Manglende overholdelse af dette punkt 6.8 er en væsentlig misligholdelse af denne Aftale og vil føre til ophævelse, jf. pkt. 9. Kunden kan kun betale via automatisk betalingskortbetaling, og kan ikke betale den løbende leje som f.eks. bankoverførsel, kontant, MobilePay eller via fælles indbetalingskort.
6.9 Kunden er forpligtet til at betale lejen og andre pligtige pengeydelser ved forfald. Manglende eller forsinket betaling kan medføre, at Kundens adgang til Opbevaringsrummet og Lageret bliver spærret. Ved manglende rettidig betaling af noget beløb under denne Aftale, fremsender DSV rykker til Kunden pr. e-mail til den af Kunden oplyste e-mail.
6.10 Hvis Kunden er erhvervsdrivende, vil der ved for sen betaling blive beregnet morarente med 2% af det skyldige beløb pr. påbegyndt måned. Hvis Kunden er forbruger, vil der ved for sen betaling blive beregnet morarente efter rentelovens regler.
6.11 Ved for sen eller manglende betaling vil Kunden blive pålagt et rykkergebyr på 100 kr. pr. fremsendt rykker. Hvis det skyldige beløb overdrages til inkasso, er Kunden forpligtet til at afholde alle hermed forbundne omkostninger.
6.12 Ved Aftalens opsigelse sørger DSV for, at de automatiske kortbetalinger ophører. Eventuelt for meget indbetalt leje refunderes af DSV til Kundens betalingskort.

7. Fremleje og afståelsesret
7.1 Aftalen og brugsretten til Opbevaringsrummet er personligt, og Kunden har hverken afståelsesret eller ret til fremleje. Kunden må derfor ikke overdrage sine rettigheder og forpligtelser, hverken helt eller delvist, under denne Aftale til tredjemand.

8. Brug af Lageret og tilhørende område
8.1 Lageret er ubemandet, og det er derfor vigtigt, at Kunden altid medbringer sin smartphone, hvorpå App’en er installeret, da den er nødvendig for adgang til Lageret og Opbevaringsrummet.
8.2 I tilfælde af problemer på Lageret kan Kunden kontakte DSVs kundeservice indenfor Lagerets åbningstid. Kontaktoplysninger til Kundeservice findes på Hjemmesiden. Telefonsamtaler med kundeservice kan blive optaget af sikkerhedsmæssige årsager.
8.3 Medfører Kundens adfærd, at en alarm udløses på Lageret, skal Kunden betale DSV et fast alarmgebyr på 500 kr. og alle øvrige udgifter forbundet hermed.
8.4 Kunden er forpligtet til på forhånd at orientere sig i retningslinjerne for brug af Opbevaringsrummet, Lageret og færdsel på tilhørende område.
a) Brug af transportvogne eller andre hjælpemidler stillet til rådighed af DSV på Lageret er på Kundens eget ansvar, og disse skal returneres til de markerede områder efter brug. Disse må under ingen omstændigheder fjernes fra Lageret eller efterlades i Kundens Opbevaringsrum. En overtrædelse heraf medfører pligt til betaling af gebyr på 350 kr. pr. dag.
b) Støjende adfærd, vold, trusler eller på anden måde forulempelse af Lagerets personale eller andre lejere, betragtes som væsentlig misligholdelse fra Kundens side.
8.5 Lageret er videoovervåget af sikkerhedsmæssige årsager. Videoovervågningen dækker indgange til Lageret, tilhørende færdsels- og parkeringsarealer, gange og andre fællesområder på Lageret. Der er ikke videoovervågning i Opbevaringsrummet, men videoovervågningen kan omfatte Opbevaringsrummet, når døren hertil er åben. Videoovervågning er alene tilgængelig for særligt udpeget personale samt af offentlige myndigheder, som berettiget anmoder herom. Overvågningsmaterialet vil blive slettet efter maksimalt 30 dage.
8.6 DSV registrerer Kundens brug af Adgangskoden, og opbevarer historik herover af sikkerhedsmæssige årsager.

9. Misligholdelse og ophævelse
9.1 DSV er berettiget til at ophæve Aftalen i overensstemmelse med erhvervslejelovens § 69, hvis Kunden misligholder Aftalen. Hvis Kunden har indgået aftaler om leje af flere opbevaringsrum, kan DSV betragte misligholdelse af en aftale som en misligholdelse af alle aftaler, som Kunden har indgået på det pågældende Lager, eller på andre lagre administreret af DSV.
9.2 Manglende betaling af forfalden leje eller andre pligtige pengeydelser anses for væsentlig misligholdelse, når Kunden ikke har betalt den forfaldne leje eller ydelse inden 3 dage efter, at Kunden har modtaget skriftligt påkrav fra DSV.
9.3 Hvis DSV ophæver Aftalen grundet Kundens misligholdelse, skal Kunden straks og senest inden 3 dage returnere Opbevaringsrummet tømt, rengjort og fri for mangler, så det fremstår i samme stand som ved overtagelsen. Hvis dette ikke sker, er DSV uden yderligere varsel berettiget til ved egen foranstaltning at sætte sig i besiddelse af Opbevaringsrummet og afkræve Kunden alle udgifter forbundet hermed, herunder udgifter ved flytning og opbevaring af godset andetsteds, samt eventuelle udgifter ved bortsalg i overensstemmelse med punkt 10.2 nedenfor. Kunden skal endvidere i alle tilfælde betale leje mv. for perioden, indtil aftalt opsigelsesvarsel er udløbet med tillæg af den periode, hvor DSV ikke kan disponere over Opbevaringsrummet som følge af, at Kunden ikke har tømt og rengjort dette.

10. Tilbageholdsret og ret til bortsalg
10.1 I tilfælde af Kundens misligholdelse af Aftalen, har DSV tilbageholdelsesret og håndpant i alt gods i Opbevaringsrummet, for alle omkostninger relateret til godset samt alle øvrige krav DSV har mod Kunden, inklusive omkostninger DSV måtte blive påført som følge af udøvelsen af tilbageholdsretten, tømning, rengøring, mangelsafhjælpning og bortsalg af godset.
10.2 Hvis Kunden misligholder Aftalen, og DSV derfor ophæver Aftalen i overensstemmelse med punkt 9, er DSV berettiget til at skaffe sig adgang til Opbevaringsrummet og, på betryggende måde og efter DSV’s rimelige skøn, at sælge så meget af godset i Opbevaringsrummet, at DSVs samlede krav, inklusive omkostninger dækkes ved salget. DSV skal så vidt muligt med mindst 10 dages skriftligt varsel underrette Kunden om de skridt, DSV har påtænkt at foretage med henblik på salg af godset. DSV er ved frasalg ikke forpligtet til at foretage salg via auktion, eller anden offentlig markedsplads, men kan foretage salg på en sådan måde, som efter DSV’s rimelige opfattelse samlet indbringer det højeste provenu. DSV er ikke ved sådant salg forpligtet til at tage hensyn til eventuel affektionsværdi ved godset.

11. Ansvar
11.1 Opbevaring af gods i Opbevaringsrummet sker for Kundens regning og risiko i enhver henseende.
11.2 DSV er ikke ansvarlig for skade eller tab, der måtte opstå som følge af, at Kundens gods bliver beskadiget ved brand, tyveri, skadedyrsangreb, vandskade, hærværk m.v.
11.3 DSVs ansvar skal under alle omstændigheder begrænses til DKK 20.000,00. DSV er under ingen omstændigheder ansvarlig for indirekte tab eller følgeskader, herunder men ikke begrænset til, affektionsværdi, tidstab, driftstab, avancetab, forventede besparelser og tab af omdømme.
11.4 Kunden er ansvarlig overfor DSV for enhver skade eller tab, som er forårsaget af Kundens opbevarede gods, manglende overholdelse af denne Aftale eller på anden vis er forårsaget af Kunden.
11.5 Kunden skal holde DSV skadesløs for ethvert krav fra tredjemand, som DSV har måttet indfri som følge af Kundens opbevarede gods, herunder manglende ejendomsret til det opbevarede gods, eller Kundens misbrug af Opbevaringsrummet.

12. Myndigheds inspektion
12.1 DSV er til enhver tid berettiget til at tillade myndigheder at foretage inspektioner på Lageret og af Kundens Opbevaringsrum, når myndigheden har retmæssig adgang til en sådan inspektion.
12.2 DSV er ikke ansvarlig for sådanne inspektioner eller følgerne heraf, herunder eventuelle skader på godset.
12.3 I tilfælde af myndighedsinspektion er DSV berettiget til at skaffe sig selv og myndigheden adgang til Kundens Opbevaringsrum uden forudgående varsel til Kunden.
12.4 Kunden skal holde DSV skadesløs for ethvert tab, DSV måtte lide som følge af myndighedens inspektion af Kundens Opbevaringsrummet grundet forhold hos Kunden, medmindre et sådan tab skyldes forhold udenfor Kundens kontrol.
12.5 Hvis DSV får mistanke om, at der foregår overtrædelses af lovgivningen, har DSV ret til at tilkalde kompetente myndigheder, herunder politiet, med henblik på inspektion af Lageret og Kundens Opbevaringsrum, og, hvis omstændighederne begrunder det, ret til at skaffe myndighederne adgang til Opbevaringsrummet uden forudgående orientering af Kunden.

13. Forsikring
13.1 Kunden er forpligtet til i hele aftaleperioden at holde det opbevarede gods forsikret for en værdi svarende til værdien af det opbevarede gods. Forsikring kan tegnes i henhold til pkt. 13.2-13.6 eller i Kundens eget forsikringsselskab.
13.2 Kunden har mulighed for at tilkøbe forsikringsdækning for tingsskade på godset opbevaret i Opbevaringsrummet i forbindelse med indgåelse af denne Aftale på Hjemmesiden. DSV har abonneret på en kundeforsikringspolice og Kunden vil blive begunstiget herunder, hvis Kunden har valgt at tilkøbe forsikringsdækning. Forsikringsdækning tegnet via Hjemmesiden vil være et særskilt aftaleforhold og Kunden vil modtage bekræfte for dækning, inklusive oplysninger om forsikringsdækningen, herunder om hvilke skader, der er forsikringsdækket.
13.3 Forsikringsgebyret for forsikringsdækningen fremgår af bekræftelsen af dækning og vil blive opkrævet af DSV i tillæg til lejen i punkt 6.1. DSV er ansvarlig for afregning af forsikringspræmien overfor tegningsgaranten.
13.4 Kunden er ikke forpligtet til at tilkøbe forsikringsdækning via Hjemmesiden, hvis Kunden har tegnet forsikringen andet sted, der dækker tingsskade på godset. Kunden skal skriftligt dokumentere sådan forsikringsdækning inden 8 dage efter DSV’s forespørgsel herom.
Hvis Kundens forsikring tegnet andet sted ophører i løbet af aftaleperioden, skal Kunden straks tilkøbe forsikringsdækning i henhold til pkt. 13.2, hvilket kan gøres ved at kontakte DSV via Hjemmesiden.
13.5 DSV er ikke udbyder, men alene accessorisk forsikringsformidler af forsikringsdækningen, hvorfor forsikringsforholdet i øvrigt er et forhold mellem Kunden og forsikringsmægleren angivet i bekræftelsen af dækningen, og er DSV uvedkommende. Spørgsmål vedrørende forsikringsdækningen skal fremsendes til Marsh SA, http://www.marsh.com. Eventuelle krav under forsikringen skal anmeldes til forsikringsmægleren via Hjemmesiden.
13.6 Kunden har særskilt fortrydelsesret i overensstemmelse med punkt 15 nedenfor vedrørende køb af forsikringsdækning. Hvis Kunden gør sin fortrydelsesret gældende vedrørende Opbevaringsrummet, omfatter det tillige en eventuel forsikringsdækning købt i forbindelse med leje af Opbevaringsrummet.

14. Opsigelse
14.1 Kunden kan opsige Aftalen via dennes profil på Hjemmesiden med en dags varsel med fraflytning ved udgangen af måneden.
14.2 DSV kan opsige Aftalen med en måneds forudgående skriftligt varsel til udgangen af en måned.
14.3 I forbindelse med ethvert ophør af denne Aftale skal Opbevaringsrummet være tømt, rengjort og fri for mangler og fremstå i samme stand som ved overtagelse med undtagelse af slid og ælde senest kl. 12.00 den sidste dag i måneden.
14.4 Hvis Opbevaringsrummet på ophørstidspunktet ikke forefindes i samme stand, som ved overtagelsen, er DSV berettiget til at istandsætte og rengøre Opbevaringsrummet for Kundens regning, dog minimum 400 kr. Kunden er endvidere forpligtet til at betale leje i istandsættelsesperioden.
14.5 Hvis Opbevaringsrummet ikke er tømt på ophørstidspunktet, er DSV berettiget til at flytte godset, destruere eller bortsælge godset for Kundens regning og risiko efter udløbet af et skriftligt varsel på minimum 10 dage i overensstemmelse med punkt. 10.2. Kunden hæfter for alle udgifter, herunder rengøring og yderligere opbevaring og enhver skade, som forårsages af det efterladte gods, dog mindst 1.000 kr.

15. Fortrydelsesret
15.1 Kunden har 14 dages fortrydelsesret som løber fra datoen, hvor Kunden bestiller Opbevaringsrummet via Hjemmesiden.
15.2 Ønsker Kunden at gøre brug af fortrydelsesretten, skal Kunden inden fristen give DSV skriftlig meddelelse om, at Kunden ønsker at fortryde bestillingen af Opbevaringsrummet. Meddelelsen skal gives ved at sende mail til smarterstorageDK@dsv.comeller ved at benytte standardfortrydelsesformularen på Hjemmesiden. Meddelelsen skal tydeligt angive, at Kunden ønsker at udnytte fortrydelsesretten.
15.3 Benyttes fortrydelsesretten skal Opbevaringsrummet samme dag tømmes og afleveres i overensstemmelse med punkt 14.3-14.5, og DSV kan opkræve Kunden leje og evt. gebyrer for den periode, Kunden har haft adgang til Opbevaringsrummet. Dette beløb vil blive beregnet forholdsmæssigt.
15.4 Betalt leje efter fradrag af betaling af leje for de dage Kunden har haft adgang til Opbevaringsrummet og evt. aftalte gebyrer, vil blive refunderet til Kundens oplyste betalingskort inden 14 dage fra datoen fra det seneste tidspunkt af 1) tidspunktet, hvor DSV modtog meddelelse om Kundens beslutning om at gøre brug af fortrydelsesretten eller 2) tidspunktet hvor Kunden har afleveret Opbevaringsrummet.

16. Persondata
16.1 Du kan læse om DSV’s behandling af dine personoplysninger, dine rettigheder og klagemuligheder i vores persondata politik tilgængelig på Hjemmesiden.

17. Lovvalg og jurisdiktion
17.1 Aftalen er underlagt dansk ret. Enhver tvist mellem Kunden og DSV, som ikke kan løses mindeligt, skal anlægges ved Retten i Glostrup, medmindre andet følger af ufravigelig lov eller konvention.

18. Generelt
18.1 Intet i denne Aftale skal forstås eller fortolkes således, at Kunden opnår ejendomsret til Opbevaringsrummet og ej heller skal DSV fungere som lagerforvalter, tilsynsførende eller opsyn for det opbevarede gods.
18.2 Kunden er indforstået med at skulle overholde denne Aftale og lovgivningen samt anvisninger fra myndigheder, forsyningsselskaber og forsikringsselskaber.
18.3 Hvis en del af Aftalen erklæres ugyldig eller bliver ophævet, skal det ikke påvirke gyldigheden af den resterende del af Aftalen. Eventuelle ugyldige/ophævede afsnit erstattes af et gyldige afsnit, der i videst muligt omfang svarer til parternes hensigt.

19. Klageadgang
19.1 Kunden kan altid kontakte DSV, herunder klage eller reklamere, på telefon +45 70 55 55 88 eller pr. e-mail smarterstorageDK@dsv.com.
19.2 Kunden kan også vælge at klage over Aftalen og tilknyttede ydelser ved at indgive klage til Center for Klageløsning og eventuelt senere Forbrugerklagenævnet. Klage til Center for Klageløsning indgives til Nævnenes Hus, Toldboden 2, 8800 Viborg, e-mail: mailto:klageportalen@naevneneshus.dk. Se mere på https://naevneneshus.dk. Kunden kan også benytte EU-Kommissionens klageportal, hvilket er særlig relevant hvis Kunden har bopæl i et andet EU-land. Klagen kan indgives online på http://www.ec.europa.eu/odr.
19.3 Kunden kan vedr. behandling af Kundens personoplysninger klage til Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby, København K.